Natur- og Miljøklagenævnet har truffet afgørelse om, at kommunens afgørelse var en afgørelse efter § 42, stk. 3, idet kommunen havde foretaget en konkret vurdering af støjforholdene på stedet. Der var derfor ikke grundlag for at træffe afgørelsen efter § 85.

Natur- og Miljøklagenævnet kunne herefter behandle klagen og fandt, at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling med henblik på at afklare, om tidligere støjdæmpende foranstaltninger havde været tilstrækkelige eller om der modsat skulle meddeles et nyt påbud.

Sagen omhandlede en multibane, som blev benyttet dels af kommunens borgere i almindelighed, dels i mere organiseret form gennem foreninger, formentlig en SFO mv. Kommunen havde tidligere på baggrund af naboklager meddelt påbud om støjdæmpende foranstaltninger efter miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 3.

Der indkom herefter nye naboklager primo 2014. Kommunen traf i denne forbindelse den 13. februar 2014 afgørelse om, at kommunen ikke foretog sig yderligere, idet de påklagede forhold var af underordnet betydning, jf. miljøbeskyttelseslovens § 85. Naboerne klagede i medio 2014 endnu engang over støj fra multibanen. Kommunen traf i denne forbindelse den 1. oktober 2014 afgørelse om at afvise at behandle klagen, idet der efter kommunens opfattelse ikke var nye oplysninger i sagen i forhold til kommunens afgørelse af 13. februar 2014. Kommunen henviste i denne afgørelse igen til § 85.

Naboerne ønskede herefter at indgive en klage til Natur- og Miljøklagenævnet. Kommunen nægtede imidlertid at videresende klagen, idet kommunen henviste til, at afgørelser efter § 85 ikke kan påklages. Naboerne klagede herefter direkte til Natur- og Miljøklagenævnet og anførte i denne forbindelse, at kommunens afgørelse skulle ses som en afgørelse efter § 42, stk. 3, hvorfor afgørelsen kunne indklages til nævnet.

Natur- og Miljøklagenævnet udtaler i afgørelsen, at nævnet må betragte kommunens afgørelse som en afgørelse efter § 42, stk. 3, idet kommunen havde truffet en egentlig afgørelse om ikke at foretage sig yderligere på baggrund af en konkret vurdering af forholdene på stedet. Nævnet lægger herved særlig vægt på en passage i kommunens afgørelse fra den 13. februar 2014, hvor kommunen anførte at:

”Det er Ishøj Kommunes vurdering, at der er foretaget tilstrækkeligt for at imødekomme problematikkerne udenfor multibanen.”

Da der således var tale om en afgørelse efter § 42, stk. 3, kunne nævnet herefter tage stilling til afgørelsens materielle indhold. Nævnet anfører, at der ikke er grundlag for at vurdere, om de allerede påbudte foranstaltninger har nedbragt støjgenerne tilstrækkeligt. Herefter hjemvises sagen til fornyet behandling.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 21. oktober 2015 kan læses her.