Afgørelse om afgrænsningen af foreningers klageret efter miljøbeskyttelsesloven
Natur- og Miljøklagenævnet har i en ny afgørelse taget stilling til Ferskvandfiskeriforeningens klageadgang. Afgørelsen viser, at den klageret, som er tillagt visse foreninger i bestemte sagstyper, er udtømmende.
I sagen havde Ferskvandsfiskeriforeningen klaget over en miljøgodkendelse af et saltvandsdambrug, som udledte procesvand til et åbent havområde.
Natur- og Miljøklagenævnet udtaler i sin afgørelse, at foreningen ikke er klageberettiget, da udledningen fra dambruget ledes i havet, og da foreningen i henhold til MBL § 99, stk. 2 alene har klageadgang, når sagen angår forurening af vandløb eller søer.
Afgørelsen skal ses i sammenhæng med, at Danmarks Fiskerforening modsat har klageret, også for så vidt angår havet, jf. § 99, stk. 1. Hvis bestemmelserne i §§ 99-100 om foreningernes klageret ikke var udtømmende, kunne det derfor have været nærliggende at tillade klagen, hvilket dog som nævnt ikke skete.
At bestemmelserne skal fortolkes så indskrænkende, fremgår direkte af lovens forarbejder, hvilket også omtales i Natur- og Miljøklagenævnet fodnote til afgørelsen:
”Bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens §§ 99 og 100 tilsigter at gøre udtømmende op med foreningers klageret i forhold til miljøbeskyttelsesloven. Foreninger kan således ikke støtte klageret på det generelle kriterie om individuelt, væsentlig interesse i miljøbeskyttelseslovens § 98, stk. 1, nr. 2, jf. Folketingstidende 1990/91 (2. samling), Tillæg A, spalte 2070 f”
Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 9. februar 2016 kan læses her.