Ændring af miljøaktivitetsbekendtgørelsen i høring
Miljøstyrelsen har den 6. oktober 2015 sendt et udkast til en ændring af bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter i høring.
Hensigten med ændringen er blandt andet at forenkle anmeldelsesordningen i bekendtgørelsens kapitel 2. Det følger heraf, at en række aktiviteter skal anmeldes til kommunalbestyrelsen, inden aktiviteterne påbegyndes. I dag fremgår en liste over aktiviteter, der skal anmeldes direkte i bekendtgørelsen, men denne liste foreslås nu fjernet. Listen indeholder fx placering og anvendelse af spildevands- og slambehandlingsanlæg.
Det foreslås i stedet, at det blot fremadrettet fremgår af bekendtgørelsen, at støv-, støj- og vibrationsfremmende bygge- og anlægsarbejder skal anmeldes, inden de pågældende aktiviteter påbegyndes. Hvad der nærmere skal forstås med ”støv-, støj- og vibrationsfremmende bygge- og anlægsarbejder” vil efterfølgende blive uddybet i en vejledning. I hvilket omfang eksempelvis slambehandlingsanlæg skal være omfattet af bekendtgørelsen for fremtiden, er dermed usikkert på nuværende tidspunkt.
I høringsudkastet foreslås endvidere andre mindre ændringer og præciseringer af bekendtgørelsens regler, herunder foreslås klagebestemmelserne i bekendtgørelsens §§ 21-22 præciseret.
Høringsfristen er den 17. november 2015.
Høringsudkastet kan læses her.