Ændring af bekendtgørelse om håndtering af udvindingsaffald i høring

Miljøstyrelsen har i perioden fra den 26. april til den 11. maj 2016 sendt en ændring af bekendtgørelse om håndtering af udvindingsaffald i høring sammen med en ændring af bekendtgørelse om listevirksomhed.

Ændringsforslagene udgør en opfølgning på EU Kommissionens åbningsskrivelse og udtalelse vedrørende den danske implementering af direktivet om håndtering af affald fra udvindingsindustrien (direktiv nr. 2006/21/EF). Som et led i implementeringen af direktivet er der fremsat forslag om at tilføje en bemyndigelse hertil i miljøbeskyttelsesloven.

Ændringen af de to bekendtgørelser foretages i forlængelse af behandlingen af lovforslaget vedrørende miljøbeskyttelsesloven, da man fra Miljøstyrelsens side er blevet opmærksom på, at der p.t. er 16 danske deponeringsanlæg, der er godkendt til potentielt at modtage affaldstyper, der kan karakteriseres som udvindingsaffald omfattet af direktivet.

Der foreslås en række konkrete ændringer af bekendtgørelsen om håndtering af udvindingsaffald, herunder fx bestemmelser om, at udvindingsaffald skal håndteres af kompetente personer samt en nærmere definition på, hvad der skal forstås hermed. Endvidere foreslås indført en ny bestemmelse i bekendtgørelsens § 25, som skal sikre, at anlæg omfattet af listepunkt K 216 i bekendtgørelsen om listevirksomhed revurderes efter direktivets krav.

I bekendtgørelsen om listevirksomhed foreslås der bl.a. indført nye bestemmelser om høring af offentligheden, hvis Miljøstyrelsen modtager oplysninger fra et andet EU-land om, at en ansøgning om godkendelse af et anlæg i det pågældende land kan få grænseoverskridende følger i Danmark.

Høringsudkast til de to bekendtgørelser kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.