Ændring af anmeldelsesbekendtgørelsen på varmeområdet
Energitilsynets anmeldelsesbekendtgørelse ændres i forbindelse med nye regler i Energistyrelsens prisloftbekendtgørelse.
Sekretariatet for Energitilsynet udtaler efter høringen følgende om ændringerne, som tiltrædes af Energitilsynet:
”I udkast til anmeldelsesbekendtgørelsen er der lagt op til, at ejerne af de centrale kraftvarmeanlæg anmelder alle omkostninger til produktion af opvarmet vand på disse værker. Som noget nyt skal de fremover indberette oplysninger om straksbetalinger, hvilket kun skal ske én gang, og om brændselsanvendelse, hvilket skal ske årligt.
Sekretariatet vurderer, at ændringerne ikke medfører administrative byrder af betydning for varmeforsyningsvirksomhederne. I dag anmelder ca. 570 virksomheder oplysninger til Energitilsynet i medfør af anmeldelsesbekendtgørelsen. Ud af disse anmeldelsespligtige virksomheder er der 6 virksomheder, der ejer centrale kraftvarmeanlæg. I alt anmeldes i dag (tal fra 2017) oplysninger for 9 centrale kraftvarmeanlæg. De foreslåede ændringer af anmeldelsespligten vil for ejerne af de centrale kraftvarmeanlæg medføre, at skal der anmeldes få oplysninger udover dem, der allerede skal anmeldes i dag. Oplysninger om brændselsanvendelse skal anmeldes årligt. Oplysninger om straksbetalinger skal alene anmeldes, såfremt disse typer investeringer forekommer, og i så fald kun én gang.
Det vurderes på denne baggrund ikke, at ændringerne medfører administrative byrder af betydning, hvilket er bekræftet af Erhvervsstyrelsens Team Effektiv Regulering. Det bemærkes, at Dansk Affaldsforening har afgivet et høringssvar, der vedrører prisloftbekendtgørelsen, og som kan medføre, at der også skal ske anmeldelse af oplysninger i forhold til centrale kraftvarmeanlæg med en årlig produktion af opvarmet vand under 1000 TJ, der i dag efter anmeldelsesbekendtgørelsen er undtaget herfra. Der henvises til høringsbilagets pkt. 10 i bilag 5. Hvis Energistyrelsen imødekommer Dansk Affaldsforening heri vil det antal anlæg, der skal anmeldes for, stige fra 9 til 14 (tal fra 2017). Sekretariatet antager dog ikke, at det vil ændre grundlæggende på vurdering af den administrative belastning.
Udover ændringerne som følge af den kommende ændring af prisloftbekendtgørelsen, foretages enkelte konsekvensændringer af anmeldelsesbekendtgørelsen som følge af ændringer af varmeforsyningsloven, jf. pkt. 18.
Det foreslås desuden at ophæve muligheden for at anmelde visse anmeldelser, f.eks. leveringsaftaler og vedtægter, pr. e-mail fremfor i ENAO, jf. pkt. 19. 59. Det antages at være uproblematisk for virksomhederne, at overgå til et fuldstændigt krav om at anvende ENAO, da det siden 1. januar 2015 generelt har væ- ret lovpligtigt at anvende ENAO. Energitilsynet vil dog, jf. den gældende dispensationsbestemmelse i bekendtgørelsens § 8, have mulighed for at dispensere fra kravet om anmeldelse i ENAO, hvis dette krav konkret medfører væsentlige ulemper for en virksomhed.
Sekretariatet skal gøre opmærksom på, at Energistyrelsen, der udsteder prisloftbekendtgørelsen, ikke endnu har taget stilling til de indkomne høringsvar vedrørende denne bekendtgørelse. Hvis høringen giver Energistyrelsen anledning til ændring af prisloftbekendtgørelsen, vil det kunne medføre yderligere konsekvens- ændringer af anmeldelsesbekendtgørelsen. Eftersom energiministeren vil ændre regler for udmelding af prisloft for 2018, indstilles det i pkt. 7, at sekretariatet bemyndiges til at gennemføre de eventuelle nødvendige konsekvensændringer.
Desuden har energiministeren den 3. maj 2017 fremsat forslag nr. L 213 til ændring af lov om varmeforsyning, lov om elforsyning, lov om naturgasforsyning og lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner (Forhøjelse af procenten for modregning i den enkelte kommunes statstilskud ved overførsel af midler fra kommunale varmeforsyningsvirksomheder m.v).
Lovforslagets formål er at begrænse kommunernes incitament til at udtage midler fra varmeforsyningsvirksomhederne, hvis de har indregnet forrentning af indskudskapital i varmepriserne. Det fremgår af lovforslaget som fremsat, at kommunen skal foretage registrering af forrentning af indskudskapital på særskilt konto. Det kan nødvendiggøre ændringer af anmeldelsesbekendtgørelsen eller/og ENAO. Der er tale om et hastelovforslag, der ved vedtagelse træder i kraft på fremsættelsesdatoen. Det indstilles således, at sekretariatet også bemyndiges til at foretage eventuelle nødvendige konsekvensændringer som følge af dette lovforslag.”
Energitilsynets afgørelse af 30. maj 2017 kan læses her.