Ændring af affaldsbekendtgørelsen sendt i høring

Miljøstyrelsen har i perioden fra den 24. marts til 27. april 2015 sendt et ændringsforslag til affaldsbekendtgørelsen i høring.

Hensigten med ændringsforslaget er at tilpasse klassificeringsreglerne for farligt affald med kemikalielovgivningen, herunder CLP forordningen (EF nr. 1272/2008) med henblik på at gennemføre ændrede EU-regler på området.

Ændringen af affaldsbekendtgørelsen vil gennemføre Kommissionens forordning (EU nr. 1357/2014) om ændring af affaldsrammedirektivets bilag III angående egenskaber, der gør affald farligt. Desuden skal ændringsforslaget gennemføre Kommissionens afgørelse 2014/955/EU vedrørende affaldslisten, som både indeholder bestemmelse om klassificeringen af farligt affald og mindre ændringer af listen.

Konkret foreslås det, at affaldsbekendtgørelsens bilag 4 om egenskaber, der gør affald farligt, erstattes af et nyt bilag. De 15 fareegenskaber, der fremgår af bilag 4 i dag, opretholdes i vidt omfang, men de omdøbes fra H 1-H 15 til HP 1-HP 15 og tilpasses CLP-lovgivningen. I den forbindelse ændres grænseværdierne dog for tre af fareegenskaberne.

Angående affaldslisten foreslås det, at der udstedes et nyt bilag 2 til affaldsbekendtgørelsen, selvom der kun foretages mindre ændringer af listen. I forlængelse af Kommissionens afgørelse påtænkes der også tilføjet nærmere bestemmelser om anvendelsen af affaldslisten i bilag 2, herunder om klassificering af affald som farligt efter listen.

Ændringsforslaget til affaldsbekendtgørelsen kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.