Høring vedr. tilskud til individuelle varmepumper

Energistyrelsen har sendt bekendtgørelse om tilskud til individuelle varmepumper ved skrotning af oliefyr (skrotningsordningen) i høring. Høringsfristen er den 13. maj 2020.

Formålet med tilskudspuljen om skrotningsordningen er at tilskynde flest mulige oliekonverteringer til varmepumper uden for det kollektive forsyningsnet. Med henblik på at opnå en stor tilskyndelseseffekt har forligskredsen besluttet, at ordningen udmøntes som en abonnementsordning, hvor varmepumper installeres hos bygningsejere på fjernvarmelignende vilkår.

Konkret støtter puljen en række virksomheders eller konsortiers (energitjenesteleverandørers) indkøb af varmepumper, som de efterfølgende installerer hos kunder og dermed påtager sig ansvar for investering, installation og drift til bygningsopvarmning mod skrotning af kundernes oliefyr. Kunderne betaler typisk et engangsbeløb for tilslutning, en fast månedlig abonnementsafgift og en pris for forbrugt varme.

Der kan ydes tilskud med op til kr. 20.000 pr. varmepumpe, dog maks. 45% af de støtteberettigede omkostninger, for de første 400 installationer af varmepumper ydet af energitjenesteleverandøren, hvorefter tilskud vil udgøre kr. 15.000 pr. varmepumpe.

Med henblik på geografisk spredning af puljen vil der blive reserveret 5% af puljen til hver af de fem regioner. Der vil kunne blive ansøgt om de resterende 75% af puljen i alle fem regioner.

Der kan læses mere om høringen her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.