Høring: Ændring af de fem gældende støtteordninger til anvendelse af biogas
Klima-, Energi- og- Forsyningsministeriet sender hermed vedlagte lovforslag om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, lov om naturgasforsyning og lov om elforsyning i høring.
Lovforslaget implementerer dele af energiaftalen af 29. juni 2018. I energiaftalen blev det blandt andet besluttet, at sætte stop for nye anlæg på de eksisterende støtteordninger til biogas i 2020 og samtidigt indføre individuelle produktionslofter for støttemodtagere.
Lovforslaget sætter en stopper for tilgang af nye anlæg til de fem gældende støtteordninger til anvendelse af biogas fra en 1. januar 2020. Lovforslaget lægger dog op til, at det fortsat – for visse anlæg – vil være muligt at få dispensation til at komme på en gældende støtteordning.
Med forslaget får de eksisterende støttemodtagere samtidig et tilsagn om, at de kan modtage støtte i 20 år fra den dato, hvor anvendelsen af biogas til et støtteberettiget formål er påbegyndt første gang.
Høringsfristen udløb den 22. august 2019.
Det er foreslået, at loven træder i kraft den 1. januar 2020.
Lovforslag om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, lov om naturgasforsyning og lov om elforsyning, i høring af 10. juli 2019 kan læses her.