Ændring af deponeringsbekendtgørelsen i høring

Miljøstyrelsen sendte den 13. august 2019 et udkast til ændring af deponeringsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1049 af 28. august 2013 om deponeringsanlæg) i høring. Høringen vedrører alene de foreslåede ændringer til bekendtgørelsen, der er fremhævet i høringsudkastet. Til høringen har styrelsen endvidere vedlagt en miljøvurdering af bekendtgørelsen. Høringsfristen er den 24. september 2019, kl. 14.00.

Miljøstyrelsen har oplyst, at det er nødvendigt at revidere den gældende bekendtgørelse om deponeringsanlæg, da Europa-Kommissionen i maj 2018 vedtog et ændringsdirektiv til deponeringsdirektivet

(Dir 999/31/EF om deponering af affald). Ændringsdirektivet har ikke store konsekvenser for Danmarks måde at håndtere affald til deponering.

I høringsudkastet lægges navnlig op til en ændring af bestemmelsen i § 6 i den gældende bekendtgørelse. Bestemmelsen giver i dag mulighed for godkendelse til midlertidig oplagring af farligt og mineralsk affald i op til 5 år, med den forudsætning, at affaldet kan genanvendes eller nyttiggøres. Her foreslås bestemmelsen ændret, således at perioden for godkendelse til midlertidig oplag nedsættes til ét år. Ændringen foretages for at tilpasse reguleringen med kravet i ændringsdirektivet.

Den foreslåede ændring i bekendtgørelsens § 6 forventes ikke at medføre ændringer af allerede tildelte godkendelser.

Høringsudkastet til den reviderede deponeringsbekendtgørelse kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.