Ny bekendtgørelse om tilskud til varmepumper
Energistyrelsen har sendt en ny bekendtgørelse i høring om midlertidig ordning for tilskud til varmepumper, der installeres af energitjenesteleverandører hos varmekunder, hvis fjernvarmeforsyning fra et grundbeløbsværk nedlægges.
Ordningen skal understøtte, at varmekunder ved et grundbeløbsværk, der nedlægger fjernvarmeforsyningen, fremadrettet kan tilbydes en attraktiv alternativ varmeløsning.
Ordningen udmøntes som indirekte støtte til varmekunder, idet midlerne tildeles leverandører af ”varmepumper på abonnement”.
”Varmepumper på abonnement” er en varmeløsning, hvor en energitjenesteleverandør ejer, installerer, vedligeholder og driver en varmepumpe hos varmekunden.
Konkret ydes der tilskud til delvis dækning af energitjenesteleverandørernes omkostninger til indkøb af varmepumper, der installeres som abonnementsløsning hos varmekunder. Det er derfor en forudsætning, at varmekunden tidligere har modtaget fjernvarme fra et grundbeløbsværk, og at fjernvarmeforsyningen nedlægges helt eller delvist i henhold til et af kommunalbestyrelsen godkendt projektforslag.
Den endelige model for ordningen er under udarbejdelse og forventes at blive sendt i høring senere på året.
Da det ikke kan udelukkes, at enkelte værker beslutter lukning i 2019, oprettes en midlertidig ordning ved bekendtgørelse med ikrafttræden den 1. juli 2019, så varmekunder, der måtte stå uden en varmeløsning, inden den endelige ordning er tilgængelig, kan få tilskud fra de 10 mio. kr., der er afsat i 2019.
Den midlertidige ordning skal derfor betragtes som et midlertidigt beredskab, såfremt nogle varmekunder mister deres fjernvarmeforsyning, inden den endelige ordning er tilgængelig. Modellen for den midlertidige ordning tager udgangspunkt i den tidligere tilskudsordning til nye forretningskoncepter for varmepumper (bekendtgørelse nr. 807 af 23. juni 2016).
Det fremgår af den nærværende bekendtgørelse, at tilskud kan ydes til de energitjenesteleverandører, der blev udvalgt under tilskudsordningen til nye forretningskoncepter for varmepumper. Der kan ydes tilskud med op til 15.000 kr. pr. varmepumpe, dog maks. 45 % af de støtteberettigede omkostninger. Tilskuddet skal anvendes direkte til en nedsættelse af varmekundens installationsomkostning.
Høringsfristen er den 19. maj 2019.
Energistyrelsens udkast til bekendtgørelse af 12. april 2019 kan læses her.