Nyt om forrentning af indskudskapital i varmevirksomheder
Energitilsynet har på baggrund af en ændring af varmeforsyningsloven i juni 2017 angående modregning i bloktilskuddet ved forrentning af indskudskapitalen og en række henvendelser herom valgt at udarbejde en tilkendegivelse om problemstillingens behandling.
Efter de nye regler vil en kommunes udlodning eller vederlag som følge af opkrævet forrentning af indskudskapital blive modregnet 100 % i kommunens bloktilskud. Anvendes midlerne inden for kommunens forsyningskoncern til investering i et materielt anlægsaktiv, sker der imidlertid kun 40/60 % modregning i bloktilskuddet.
Energitilsynet har vurderet, at der er behov for præcisering af reglerne. Energitilsynet har bl.a. fundet følgende:
- Det vurderes, at et datterselskab i en kommunal forsyningskoncern kan anvende midlerne til investering, hvis midlerne er blevet overført fra koncernens moderselskab som kapitalindskud til datterselskabet.
- Materielt anlægsaktiv skal forstås som investering i et egentligt anlægsaktiv. Rummer investeringen både materielle og immaterielle aktiver, skal der delvist ske fuld modregning.
- Det er i strid med lovens formål at anvende opkrævede forrentningsmidler til betaling af investeringen foretaget før lovens ikrafttræden.
- Varmeforsyningsloven er ikke til hinder for, at forrentning af indskudskapital opspares i en kommunal forsyningskoncern til brug inden for varme-, el-, naturgas- og fjernkølingsområdet.
Energitilsynets tilkendegivelse af 26. juni 2018 kan læses her.