Nye regler om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder
Energistyrelsen foreslår nye regler til energisparebekendtgørelsen om samkøring.
Energistyrelsen har sendt et forslag til ny energisparebekendtgørelse i høring. Energisparebekendtgørelsen har til formål at fremme net- og distributionsvirksomheders realisering af energibesparelser.
Der foreslås følgende indholdsmæssige ændringer:
- Energi-, forsynings- og klimaministeriets lovforslag L 165 medfører nye regler om samkøring af energispareaktiviteter og giver bemyndigelse til, at ministeren fastsætter nærmere regler herom. Med forslaget til bekendtgørelsen fastslås det, at det er de i branchen nedsatte samarbejdsorganer, der årligt skal foretage samkøring af energisparesager. Formålet med samkørslen er at sikre, at der ikke sker dobbeltindberetning på samme adresse.
- Der indsættes klar hjemmel til overdragelse af besparelser mellem selskaber forud for indberetning til Energistyrelsen.
- Der indsættes en overgangsbestemmelse, som fastsætter, at korrektioner af indtægtsrammen, som er indsendt forud for ikrafttræden af bekg. nr. 840 af 28. juni 2017, behandles efter de nugældende regler.
- Der indsættes hjemmel til, at Energitilsynet kan tilrettelægge sit tilsyn med omkostninger ud fra hensyn til energieffektivitet og risikovurdering.
- Energitilsynet får kompetence til selv at udstede regler for netvirksomheders reguleringsregnskaber, hvorfor indhold herom udgår fra bekendtgørelsen.
- På baggrund af den nye persondataforordning indsættes en bestemmelse, som medfører, at forbrugeren skal give samtykke, såfremt informationer om elforbrug gør det muligt at identificere pågældende.
- Energisparemålet for 2019 opreguleres ikke i forhold til 2018.
Den nye bekendtgørelse forventes at træde i kraft den 1. juli 2018.
Høringsfristen er den 24. april 2018.
Høringsudkast af 4. april 2018 kan læses her.