Ressourceplan for affaldshåndtering offentliggjort
Miljøstyrelsen har den 20. maj 2014 offentliggjort ”Ressourceplan for affaldshåndtering 2013-2018” (vejledning nr. 4/2014). Ressourceplanen har været i høring, hvilket har givet anledning til en række ændringer i den endelige vejledning.
Ressourceplanen er en udmøntning af ressourcestrategien ”Danmark uden affald”, der blev indført i oktober 2013. Ressourcestrategien havde blandt andet som målsætning, at der i Danmark skal ske en fordobling af genanvendelsen af husholdningsaffald i år 2022.
Ressourceplanen er desuden udarbejdet i forlængelse af ændringen af miljøbeskyttelsesloven i december 2010, hvor der blev der indført krav om, at miljøministeren udarbejder en 12-årig national plan for håndtering af affald, som – sammen med de kommunale affaldsplaner – skal efterkomme kravene i affaldsdirektivets artikel 28.
Det er målsætningen, at den danske affaldshåndtering skal bidrage til, at realisere en grøn økonomi. Med henblik herpå skal der efter ressourceplanen foretages en indsats på følgende hovedområder:
- Husholdningsaffald
- Elektronikaffald (WEEE)
- Organisk affald (f.eks. spildevandsslam)
- Bygge- og anlægsaffald.
Ressourceplanen (vejledning 4/2014) kan læses her og på Miljøstyrelsens hjemmeside her.