Kommune havde ikke taget stilling til, hvem der var forurener – påbud hjemvist

En kommune gav en virksomhed påbud om afgrænsning og kortlægning af en forurening på en mark, der opstod ved en lækkende spildevandsledning, som kommunens forsyning ejede.

Natur- og Miljøklagenævnet hjemviste påbuddet med følgende udtalelse:

”Nærværende sag angår om Holbæk Kommune med rette har anset [virksomheden] som mulig påbudsadressat i forbindelse med en spildevandsforurening [..]. 

Det følger af jordforureningslovens § 40, stk. 1, jf. § 39, at miljømyndigheden kan påbyde en forurener, jf. § 41, stk. 3, at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af afhjælpende eller forebyggende foranstaltninger vedrørende en eventuel forurening. 

Af jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 1, fremgår det, at som forurener anses den, der i erhvervsmæssigt eller offentligt øjemed driver eller drev den virksomhed eller anvendte det anlæg, hvorfra forureningen hidrører. 

Af jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 2, fremgår, at som forurener anses den, der har forårsaget en forurening, såfremt forureningen skyldes uforsvarlig adfærd eller en adfærd, der er omfattet af strengere ansvarsregler ifølge anden lovgivning. 

Hverken i Holbæk Kommunes påbud af 7. marts 2013 eller i kommunens fremsendelse af klagen til Natur- og Miljøklagenævnet har kommunen taget stilling til, om [virksomheden] må anses som forurener efter jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 1 eller nr. 2. 

Det fremgår af sagens oplysninger, at forureningen er sket fra en tilstoppet kloakledning på en strækning, hvor kloakledningen ejes af det kommunale forsyningsselskab, [..]. 

Natur- og Miljøklagenævnet finder på denne baggrund, at der er betydelig usikkerhed om, hvorvidt [virksomheden] kan anses som mulig påbudsadressat, jf. jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 1 eller nr. 2, og at dette kræver kommunens udtrykkelige stillingtagen som første instans med de heraf følgende lovsikrede klagemuligheder for sagens parter.

Allerede af denne grund ophæver Natur- og Miljøklagenævnet Holbæk Kommunes påbud af 7. marts 2013, og hjemviser sagen til fornyet behandling i kommunen[..].

Såfremt kommunen finder, at såvel [virksomheden] som [kommunens forsyningsselskab] kan mødes med et påbud efter jordforureningslovens § 40, følger det af nævnets praksis, at kommunen i en situation som den foreliggende må vælge hvilken forurener, der skal meddeles påbud om undersøgelse af forureningen.”

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse i sag NMK-11-00118 af 25. august 2014 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.