Natur- og Miljøklagenævnet har truffet afgørelse i en klagesag om Viborg Kommunes undersøgelsespåbud til en grundejer. Nævnet fandt ikke, at kommunen havde dokumenteret, at grundejeren havde udvist uforsvarlig adfærd, idet det ikke var dokumenteret, at tanken var sløjfet for sent, og idet grundejeren i øvrigt ikke havde udvist uforsvarlig adfærd.

Sagen omhandler en villaolietank, som blev sløjfet den 8. december 2011. Der forelå ikke tankattest vedrørende den oprindelige etablering af tanken i kommunens arkiver. Tanken var indført i BBR i 1972.

I 2012 blev der under kloakarbejder på en naboejendom fundet olie i kloakledningen, på hvilken baggrund kommunen bl.a. undersøgte den pågældende grundejers ejendom og nedgravede olietank. Kommunen konstaterede ved prøveboringer, at der var forurening med klar olie ca. 1 meter under terræn ved det tidligere påfyldningssted. Der blev ved 7 andre kontrolboringer andre steder på ejendommen ikke fundet forurening. Kontrolboringerne blev foretaget den 11. juni 2012 (6 måneder og 3 dage senere).

Grundejeren oplyste under tilsynet til kommunen, at han i slutningen af 2011 havde driftsstop på sit oliefyr. Han havde tilkaldt en tekniker, som havde konstateret, at den nedgravede tank tog vand ind i nærheden af påfyldningsstedet som følge af et hul på sugeledningen. Da teknikeren oplyste, at en reparation ville blive dyr, valgte grundejeren på baggrund af teknikerens rådgivning at sløjfe den eksisterende tank og få en ny overjordisk tank installeret. Grundejeren oplyste også, at der for få år siden havde været et oliespild i forbindelse med påfyldning. Der var sket oprensning efter spildet, men hverken grundejeren eller oliefirmaet havde været i kontakt med kommunens miljøafdeling i denne forbindelse.

Kommunen rettede henvendelse til Top Danmark med en forespørgsel om, hvorvidt olieforureningen var omfattet af forsikringsordningen. Forsikringsselskabet svarede, at forureningen ikke var dækket, allerede fordi forureningen blev konstateret mere end 6 måneder efter sløjfning af tanken. Forsikringsselskabet bemærkede også, at tanken ikke var sløjfet rettidigt, idet der ikke var dokumentation på tankens alder, hvorfor denne i henhold til olietankbekendtgørelsen skulle have været sløjfet senest den 31. marts 2010.

Kommunen valgte herefter at udstede undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40, hvilket grundejeren påklagede til Natur- og Miljøklagenævnet.

Nævnet konstaterede indledningsvis, at forureningen ikke var omfattet af lovens § 48, idet forureningen var konstateret mere end 6 måneder efter, at tanken var blevet sløjfet. Påbud skulle derfor udstedes efter § 40, hvilket forudsætter, at grundejeren har handlet uforsvarligt. Det kunne efter nævnets opfattelse anses for uforsvarligt, hvis olietanken ikke var sløjfet til tiden i overensstemmelse med olietankbekendtgørelsen. Henset til, at tanken var anført i BBR i 1972 og at dette årstal var gentaget i sløjfningsanmeldelsen, fandt nævnet det nærliggende at antage, at tanken var etableret på dette tidspunkt. Nævnet bemærkede i tilknytning hertil, at det ikke var oplyst, om kommunen havde foretaget sig andet og mere end at gennemse sit arkiv i forhold til datering af olietanken. På denne baggrund fandt nævnet det ikke dokumenteret, at tanken var sløjfet for sent.

Nævnet udtalte herefter, at den konstaterede forurening både kunne stamme fra det af grundejeren nævnte spild i forbindelse med opfyldningen få år tilbage fra den tidligere konstaterede utæthed i forbindelse med indtrængen af vand eller fra en helt tredje kilde.

Nævnet fandt det herefter samlet set ikke dokumenteret, at grundejeren havde handlet uforsvarligt, hvorfor der ikke var grundlag for at udstede undersøgelsespåbud i medfør af jordforureningslovens § 40. Sagen blev herefter hjemvist.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 30. oktober 2014 kan læses her.