Ophævelse af ekspropriation – manglende udledningstilladelse

Natur- og Miljøklagenævnet har ved afgørelse af 12. marts 2015 ophævet en ekspropriationsbeslutning truffet af Odder Kommune til etablering af et regnvandsbassin. Ophævelsen var begrundet i, at der dels ikke forelå en endelig udledningstilladelse, og dels i at spildevandsplanen ikke var præcis nok til at kunne udgøre det fornødne grundlag for ekspropriationen.

Kommunen havde eksproprieret til vejformål, hvor beslutningen var truffet i henhold til vejlovens § 43. Den aktuelle sag angik ekspropriation til etablering af et regnvandsbassin til modtagelse af vej- og overfladevand fra det nye anlæg. Ekspropriation til regnvandsbassin mv. var meddelt den 11. marts 2014 med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven § 58, stk. 1, og angik ekspropriation af ejendomsret til et areal på 2.323 m2 samt midlertidig indskrænkning af rådighed over et mindre areal på 1.411 m2. Derudover skulle der ske tinglysning af en deklaration om rådighedsindskrænkning samt tinglysning af en færdselsret.

Natur- og Miljøklagenævnet konstaterede, at det var en betingelse for ekspropriation, at lovlighedskravet var opfyldt. Ekspropriation efter miljøbeskyttelsesloven betyder, at der skal være meddelt en gyldig spildevandstilladelse. Kommunen havde meddelt udledningstilladelse den 16. januar 2014, men den var påklaget, og Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse i denne sag samtidig med afgørelsen i ekspropriationssagen. Af forskellige grunde ophævede nævnet udledningstilladelsen og hjemviste denne til kommunens fornyede behandling (NMK-10-00760). I klagesagen over ekspropriationen konstaterede nævnet herefter, at der ikke var meddelt endelig udledningstilladelse, hvilket var et krav for at gennemføre ekspropriationen.

Som det fremgår, havde kommunen meddelt udledningstilladelsen inden beslutningen om ekspropriation. Afgørelsen illustrerer således, at kravet om, at alle nødvendige tilladelser skal foreligge inden ekspropriationen, indebærer, at tilladelserne skal være endelige, dvs. at klagefristen skal være udløbet, eller at en evt. klagesag skal være afsluttet.

I den konkrete sag konstaterede nævnet endvidere, at det er et krav, at ekspropriationens formål skal være i overensstemmelse med spildevandsplanen, jf. spildevandsbekendtgørelsens § 5, stk. 1, nr. 7. Nævnet fandt ikke, at Odder Kommunes spildevandsplan opfyldte dette krav. Der var hverken i kommunens spildevandsplan eller tillæg hertil oplysninger om, hvilke ejendomme, der kunne forventes at skulle afgive areal eller få pålagt en servitut eller anden rådighedsindskrænkning ved gennemførelse af projekter i overensstemmelse med spildevandsplanen. Spildevandsplanen var derfor ikke tilstrækkelig præcis til at kunne danne grundlag for ekspropriation til etablering af et regnvandsbassin med tilhørende ledninger på ejendommen.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 12. marts 2015 (NMK-10-00777) kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.