Anmeldelsesbekendtgørelsen
Energitilsynet har sendt et udkast til en ny anmeldelsesbekendtgørelse i høring. Anmeldelsesbekendtgørelsen forslås ændret som konsekvens af de foreslåede ændringer af prisloftbekendtgørelsen. Ændringerne i anmeldelsesbekendtgørelsen skal sikre, at de nødvendige oplysninger for beregning af prisloftet efter de nye regler vil blive anmeldt til Energitilsynet.
I udkastet til anmeldelsesbekendtgørelsen lægges der op til, at ejerne af de centrale kraftvarmeanlæg anmelder alle omkostninger til produktion af opvarmet vand på disse værker. Når en anden end ejeren har investeret i anlæg på en central kraftværksplads, f.eks. varmeaftageren, skal ejeren af det centrale kraftvarmeanlæg anmelde investeringens anlægssum, samt anlæggets eller anlægsændringens idriftsættelsesår. Anmeldelse af disse typer oplysninger skal kun ske én gang. Desuden skal ejerne af de centrale kraftvarmeanlæg anmelde oplysninger om den årlige brændselsanvendelse på disse anlæg, dvs. mængden af de brændsler, der er anvendt og som kan henføres til produktion af opvarmet vand.
Udover ændringerne som følge af den kommende ændring af prisloftbekendtgørelsen, vil der foretages enkelte konsekvensændringer af anmeldelsesbekendtgørelsen som følge af ændringer af varmeforsyningsloven. Efter varmeforsyningsloven skal procesvarmeleveringer under visse forudsætninger kunne blive omfattet prisreguleringen, hvilket der tages højde for i anmeldelsesbekendtgørelsen. Til det formål vil bekendtgørelsens § 1, som indeholder bekendtgørelsens anvendelsesområde, affattes på ny.
Det foreslås desuden at ophæve muligheden for at anmelde visse anmeldelser, f.eks. leveringsaftaler og vedtægter, pr. mail. Disse skal fremover anmeldelse via det elektroniske anmeldelsessystem EN-AO (EnergiAnmeldelseOnline).
Høringsfristen er den 19. april 2017.
Høringsudkast til ny anmeldelsesbekendtgørelse af 22. marts 2017 kan læses her.