Ifølge en lokalplan måtte der på en ejendom opføres en beboelsesbygning og en garage. Eventuelle udhuse skulle sammenbygges med beboelsesbygningen eller garagen. Kommunen havde i denne forbindelse truffet afgørelse om, at en skitseret etablering af et udhus i forlængelse af en beboelsesbygnings gavl var umiddelbart tilladt efter planen. Natur- og Miljøklagenævnet tilsidesatte kommunens vurdering.

Der var ganske vist skabt fysisk forbindelse mellem skuret og beboelsesbygningen, men denne forbindelse bestod alene i en tagkonstruktion med stolper påsat hhv. husmuren og skuret og med enkelte stolper imellem disse. Denne konstruktion kunne ikke karakteriseres som en sammenbygning i lokalplanens forstand. Afgørelsen blev herefter ophævet og hjemvist til kommunens vurdering af spørgsmålet om fysisk eller retlig lovliggørelse.

Om begrebet ”sammenbygning” henviste Natur- og Miljøklagenævnet generelt til, at det efter en normal sproglig forståelse og ud fra en ordlydsfortolkning af lokalplanens bestemmelse var et afgørende kriterium, at bygningerne var placeret så tæt på hinanden, at de havde fysisk forbindelse, eller at de via en mellembygning havde en fysisk forbindelse med hinanden.

I den aktuelle sag var der som anført etableret en fysisk forbindelse med den overdækkede passage, som ud fra de foreliggende oplysninger alene havde til formål at skabe en fysisk berøring mellem beboelsesbygningen og udhuset. Nævnet fandt således ikke, at denne passage kunne sidestilles med, at beboelsesbygningen og skuret var sammenbygget via en mellembygning.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af den 13. maj 2016 (NMK-33-0374) kan læses her.