Henlæggelse til skrotning
Energitilsynet har meddelt dispensation fra henlæggelsesreglerne, således at Fjernvarme Fyn Fynsværket kunne indregne henlæggelse til skrotning af blok 7 over en længere periode end efter de almindelige henlæggelsesregler.
Energitilsynet lagde vægt på, at det var dokumenteret, at blok 7 vil blive taget ud af drift. Desuden lagde Energitilsynet vægt på, at særligt gartnerierne, der aftager varme fra blok 7, (alt andet lige) vil kunne blive påført prisstigninger især i skrotningsåret ved afslag på dispensation.
Energitilsynet udtalte generelt, at det er mest hensigtsmæssigt, at varmeforsyningsvirksomheder kan henlægge til skrotning over en lang periode, da det herved sikres, at de varmeaftagere, der har haft glæde af et anlæg, også betaler til dets skrotning. Dispensationsbestemmelsens betingelse om væsentlig ulempe eller urimelig ulighed skal altid være tilstrækkeligt dokumenteret/sandsynliggjort ved vurderingen af en anmodning om dispensation. Derudover bør der efter sekretariatets vurdering lægges vægt på, om det forventede skrotningstidspunkt og skrotningsomkostningernes størrelse må anses for at være tilstrækkelige og veldokumenterede, ligesom varmeaftagernes holdning til dispensationsanmodning bør inddrages. Eventuelle fremtidige dispensationsansøgninger om henlæggelser til skrotning skal efter Energitilsynets vurdering behandles i overensstemmelse hermed.
Afslutningsvist bemærkede Energitilsynet, at Energitilsynets sekretariat vil arbejde for, at der i den kommende nye regulering på varmeområdet vil blive taget højde for skrotningsomkostninger.
Energitilsynets afgørelse af 20. december 2016 kan læses her.