Energiklagenævnet har i en sag om forrentning af indskudskapitel stadfæstet Energitilsynets (nu Forsyningstilsynet) afgørelse, i hvilken Energitilsynet afgjorde at Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S kunne indregne forrentning af indskudskapital for årene 2007–2018 på i alt kr. 4.299.000, men samtidig udstedte et påbud om at tilbageføre kr. 22.332.000, svarende til den allerede indregnede ikke-godkendte forrentning på kr. 26.631.000, der oversteg det godkendte beløb på kr. 4.299.000, idet Energitilsynet afviste Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S’ ansøgning om forrentning af indskudskapital for perioden 1982–2006.

Afgørelsen blev truffet i medfør af varmeforsyningslovens § 20, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 523 af 22. maj 2017 af lov om varmeforsyning, og § 6 i bekendtgørelse nr. 941 af 4. juli 2017 om indregning af driftsmæssige afskrivninger, henlæggelser til nyinvesteringer og, med Energitilsynets tiltræden, forrentning af indskudskapital.

Sagen drejede sig om, hvorvidt klagers forventede tilgodehavende på forrentning af indskudskapital for perioden 1982–2006, forud for Energitilsynets modtagelse af ansøgning om forrentning i 2007 og 2009, kunne indregnes i varmepriserne fra 2009. Herunder drejede sagen sig om hvilke krav, der gælder for Energitilsynets tiltræden til indregning af forrentning af indskudskapital i varmepriserne.

Energiklagenævnet fastslog bl.a. i afgørelsen, at der ikke i varmeforsyningsloven eller afskrivningsbekendtgørelsen er fastsat nærmere formkrav til, hvorledes en ansøgning om forrentning af indskudskapital skal indgives til Energitilsynet.

Energiklagenævnet erklærede sig enig med Energitilsynet i, at der som følge heraf ikke er grundlag for at stille strenge krav til, hvad der kan udgøre en ansøgning om forrentning af indskudskapital, men at det må påhvile varmeforsyningsvirksomhederne i et vist omfang aktivt at tilkendegive ønsket om Energitilsynets tilladelse til indregning af forrentning af indskudskapital i varmepriserne, for at det kan udgøre en ansøgning herom.

Energiklagenævnet tilsluttede sig endvidere, at varmeforsyningslovens krav om Energitilsynets tiltræden ikke indebærer, at der påhviler Energitilsynet en forpligtelse til at gennemgå, kontrollere og godkende årsrapporter, budgetter og priseftervisninger, som anmeldes til tilsynet – herunder af egen drift at afklare, hvorvidt den enkelte varmeforsyningsvirksomhed ønsker at der i varmepriserne indregnes en forrentning af indskudskapitalen. Energiklagenævnet henviste til, at nævnet tidligere herom har udtalt, at Energitilsynet ikke har pligt til at foretage en bilagsrevision, jf. Nævnets afgørelse af 3. marts 2008 med j.nr. 21-590.

Energiklagenævnet fandt på denne baggrund ikke, at oplysningerne i de af klager siden 1986 årligt indsendte årsregnskaber og budgetter om, at der regnskabsmæssigt tilskrives en forrentning af indskudskapitalen i sig selv kan udgøre en ansøgning om forrentning af indskudskapital. Energiklagenævnet fandt endvidere ikke, at Energitilsynet i forbindelse med klagers anmeldelse af varmepriserne kan anses for at have tiltrådt forrentningen af indskudskapitalen, idet tiltræden ikke sker i forbindelse med en prisanmeldelse.

Energiklagenævnet bemærkede, at indregning af forrentning af indskudskapital i varmepriserne i henhold til varmeforsyningslovens § 20, stk. 2, forudsætter Energitilsynets forudgående tiltræden.

Efter en samlet vurdering fastslog Energiklagenævnet, at klager ikke har været berettiget til at indregne forrentningen af indskudskapitalen for de afsluttede varmeår i perioden 1982–2006 i varmepriserne fra 2009, idet klager først ansøgte om forrentning i 2007 og 2009 og dermed ikke har opnået Energitilsynets forudgående godkendelse i overensstemmelse med lovens krav herom.

Energiklagenævnets afgørelse af 19. december 2019 kan læses her.