Varmeværk skulle ikke betale overskudsvarmeafgift for vederlagsfri energi fra spildevand

Skatterådet fastslået, at et decentralt kraftvarmeværk ikke skal betale overskudsvarmeafgift efter gasafgiftsloven for udnyttelsen af energien i processpildevand, da værket ikke betaler vederlag til virksomheden for energien.

Konkret er der tale om, at en virksomhed udleder renset spildevand til en recipient med en temperatur på 22-25 grader. Spildevandet stammer fra virksomhedens processer, hvorved der sker en opvarmning fra naturgasfyrede kedler. Henset til, at forbruget kan henføres til procesformål, får virksomheden godtgjort energiafgiften heraf.

Varmeværket ønsker at etablere et varmegenindvindingsanlæg, så overskudsvarmen i proces-spildevandet kan udnyttes til fjernvarme ved hjælp af en eldreven varmepumpe, der etableres og ejes af værket. Alle omkostninger til overskudsvarmeprojektet afholdes af værket, og virksomheden giver ingen garanti for spildevandsmængder eller -temperatur. Det forventes, at overskudsvarmen kan forsyne 60-75 % af værkets eksisterende varmegrundlag.

I forhold til betalingen af overskudsvarmeafgift udtalte Skatterådet, at der generelt skal betales afgift af overskudsvarme, hvis et værk ved særlige installationer udnytter overskudsvarme fra procesformål til rumopvarmning, varmt vand eller komfortkøling og/eller hvis procesvarmen efterfølgende sælges som fjernvarme.

Konkret fandt Skatterådet, at udnyttelsen af energien i processpildevandet er omfattet af gasafgiftslovens regler om overskudsvarme. Dog fandt Skatterådet også, at udgifterne til etableringen af de fysiske anlæg og lejebetalingen til virksomheden for placeringen af en vekslerstation ikke kunne anses for et vederlag for overskudsvarmen. Uden et vederlag til virksomheden (producenten af overskudsvarme) var der heller ikke grundlag for at fastsætte en afgift.

Ved afgørelsen lagde Skatterådet vægt på, at samtlige udgifter til etablering af de fysiske anlæg afholdes, efter at varmen må anses for at være leveret til værket. Der er dermed tale om levering af varme til værket på et sted uden for virksomhedens produktionsbygninger, hvor varmen nyttiggøres.

Skatterådets bindende svar af 25. oktober 2016 (sagsnr. 16-0454818) kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.