Ny vejledende udtalelse om lovliggørelse af ulovligt byggeri
Trafik- og Byggestyrelsen har i november 2016 udsendt en ny vejledende udtalelse om lovliggørelse af ulovligt byggeri. Udtalelsen erstatter en tidligere udtalelse fra styrelsen.
Vejledningen indeholder indledningsvis en beskrivelse af, hvornår et byggeri kan være ulovligt efter byggeloven. Herefter beskrives, hvilke regler der er relevante ved kommunens vurdering af, om der består et ulovligt forhold. Der sondres her mellem byggelovens/BR’s formelle bestemmelser og de mere materielle bestemmelser.
Det anføres i relation til manglende overholdelse af de formelle bestemmelser, at hvis det forhold sagen angår, rent formelt ikke længere er ulovligt, skal der ikke i forbindelse med lovliggørelsen stilles krav om ansøgning om byggetilladelse eller fuld teknisk byggesagsbehandling. Som eksempel herpå nævnes opførelse af et enfamiliehus i 2006 uden byggetilladelse. I forbindelse med en lovliggørelse heraf i 2016 skal kommunen sagsbehandle de bebyggelsesregulerende forhold, selv om også disse forhold skulle have været behandlet i 2006, hvor huset blev opført.
I relation til lovliggørelse af andre forhold henvises der til, at udgangspunktet for kommunens vurdering af, om der foreligger et ulovligt forhold, er de regler, som var gældende, da bebyggelsen blev opført. Det anføres i forlængelse heraf, at det kun er, hvis der efterfølgende er indført regler, som finder anvendelse på allerede bestående bebyggelse, at det vil være relevant at inddrage nyere regler ved fastlæggelsen af, om der består et ulovligt forhold.
Vejledningen indeholder herudover en beskrivelse af kommunens forpligtelser til lovliggørelse som bygningsmyndighed samt ejerens forpligtelser. Endelig er der en gennemgang af, hvorledes lovliggørelse kan ske, dvs. retligt, fysisk eller som en kombination, herunder en beskrivelse af, hvilket hensyn og overvejelser der er relevante ved valget mellem de forskellige lovlig-gørelsesformer.
Trafik- og Byggestyrelsens vejledende udtalelse om lovliggørelse af ulovligt byggeri kan læses her.