Dom om erstatning for forventningsværdi ved ekspropriation

Sagen angik erstatningsfastsættelse for en ejendom, som i 2011 var blevet totaleksproprieret til brug for Silkeborg-motorvejen.

Der var tale om et landbrugsareal i landzone, som stødte op til byzone, og som i tidligere planlægning havde været udpeget som muligt byvækstområde. Efter at motorvejsforløbet var endeligt fastlagt i 2008 – efter mange års usikkerhed – blev ejendommen i Kommuneplan 2009 udlagt som fremtidigt erhvervsområde. Det blev lagt til grund, at denne planlægning var en direkte følge af, at ejendommen kom til at ligge umiddelbart op af motorvejsanlægget. Landsretten fandt derfor ikke, at denne værditilvækst skulle tages i betragtning ved vurderingen af, om der er var ydet fuldstændig erstatning. Det svarer til almindelig praksis, og taksationskommissionen og byretten var kommet til det samme resultat. Da der imidlertid var opstået forventningsværdi, før forløbet af motorvejen blev fastlagt, blev ejeren tilkendt 50 kr. pr. m2.

Taksationskommissionen havde også fastsat erstatningen til 50 kr. pr. m2, hvilket såvel ejeren som Vejdirektoratet anfægtede under den efterfølgende retssag. Der var udmeldt syn og skøn under sagen, hvor værdien af arealet blev vurderet til 100 kr. pr. m2, hvilken vurdering hverken byretten eller landsretten imidlertid lagde vægt på. Vejdirektoratet fik imidlertid heller ikke medhold i påstanden om, at erstatningen skulle fastsættes lavere end 50 kr. pr. m2, da såvel byretten som landsretten lagde til grund, at ejendommen havde været udpeget som muligt byvækstområde allerede fra ca. år 2000. Det blev således lagt til grund, at der var en vis forventningsværdi knyttet til arealerne, også inden motorvejens forløb blev nærmere konkretiseret.

Vestre Landsrets dom af den 26. oktober 2016 (VL B-0174-16), som stadfæster Retten i Horsens dom af den 18. januar 2016.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.