Østre Landsret har afsagt dom i en sag mellem et ejendomsselskab og Frederiksberg Kommune, hvor ejendomsselskabet havde nedlagt påstand om erstatning som følge af, at Frederiksberg Kommune havde stillet vilkår om yderligere forureningsundersøgelser i en tilladelse efter jordforureningslovens § 8.

I 2008 ansøgte det sagsøgende ejendomsselskab Frederiksberg Kommune om tilladelse i henhold til jordforureningslovens § 8 til at opføre erhvervsbyggeri på en ejendom, som var kortlagt på vidensniveau 2, jf. lovens § 5. Ejendommen var beliggende i et område med særlige drikkevandsinteresser.

Baggrunden for kortlægningen var, at kommunen i 1987 havde registreret ejendommen som kemikalieaffaldsdepot, idet ejendommen havde været udnyttet til industri. I 1991 blev der af et rådgivende firma udarbejdet en orienterende miljøundersøgelse, som påviste trichlorethylen i jorden, på hvilken baggrund undersøgelsen konkludere, at der burde foretages yderligere undersøgelser med henblik på at afklare de miljømæssige effekter af forureningen.

I forbindelse med ansøgningen i 2008 anførte ejendomsselskabet på baggrund af egen rådgivers undersøgelser sine forslag til oprensningsforanstaltninger. I forslaget blev det konkluderet, at der var risiko for, at de allerede konstaterede forureningen kunne udgøre en risiko for både grundvand og indeklima samt risici ved kontakt. Kommunen fandt på denne baggrund, at der burde foretages supplerende undersøgelser.

Efter en længere proces, hvorunder ejendomsselskabet, regionen og kommunen havde drøftet forskellige forslag til yderligere undersøgelser, gav kommunen den 18. oktober 2010 tilladelse efter jordforureningslovens § 8, herunder med vilkår i henhold til § 8, stk. 4 om undersøgelser og fjernelse af forurening 6 meter under terræn. Baggrunden for de stillede vilkår var, at der efter kommunens og regionens vurdering var risiko for, at anlægget af en stikvej over mulige hot-spots kunne medføre en fordyring af en eventuel senere offentlig indsats.

Den 20. oktober afsagde Østre Landsret imidlertid dom i retssag vedrørende samme grund. På baggrund af dommens konklusioner så kommunen sig nødsaget til at genoverveje de stillede vilkår om undersøgelse og oprensning 6 meter under terræn. Kommunen fremsendte derfor til regionen et udkast til ændret tilladelse efter lovens § 8, hvor de stillede vilkår var fjernet. Kommunen udstedte efterfølgende en revideret tilladelse, hvorefter der bl.a. skulle foretages undersøgelser ned til 6 meter under terræn. I tilknytning hertil anførte kommunen i tilladelsen, at såfremt de påbudte undersøgelse påviste yderligere forurening end den allerede kendte, ville kommunen stille supplerende vilkår om opgravning.

Ejendomsselskabet gennemførte herefter de krævede undersøgelser. Undersøgelserne viste ikke forurening, som lå ud over den allerede kendte forurening. På denne baggrund udtog ejendomsselskabet stævning mod kommunen og nedlagde påstand om erstatning under henvisning til, at kommunens vilkår om yderligere undersøgelser ikke havde været hjemlet i lovens § 8, stk. 4, og at kommunen som følge heraf var erstatningsansvarlig for ejendomsselskabets udgifter til de krævende undersøgelser.

Under retssagen blev der afholdt syn- og skøn, hvor skønsmanden konkluderede, at der på tidspunktet for meddelelsen af tilladelsen efter lovens § 8 var tilstrækkelig viden om forureningssituationen, hvorfor der ikke havde været grundlag for at stille de pågældende vilkår.

Landsretten fandt dog uanset skønserklæringen ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at det var nødvendigt at stille vilkår om yderligere undersøgelser. Landsretten henviste herved navnlig til, at det følger af forarbejderne til jordforureningsloven, at der ved administrationen af jordforureningslovens § 8, stk. 3 skal ske en samlet vurdering af forureningsfølsomheden af den påtænkte arealanvendelse i forhold til forureningspotentialet, og at udgangspunktet er, at der skal fastsættes vilkår om nødvendige undersøgelser. Endvidere angiver forarbejderne klart, at beskyttelse af drikkevandsressourcerne er et væsentligt hensyn i jordforureningsloven. Samlet set fandt landsretten derfor, at der havde været lovligt grundlag for at stille vilkår om undersøgelser, hvorfor der ikke var grundlag for et erstatningskrav mod kommunen.

Østre Landsrets dom af 27. marts 2015 er gengivet i MAD 2015.16.