Tilladelse til nedsivning af tag- og overfladevand for plejehjem ophævet

Natur- og Miljøklagenævnet har ophævet Rudersdal Kommunes afgørelse om nedsivningstilladelse til 29 nye almene boliger med fællesfaciliteter, der opføres i et bolig-, støtte- og aktivitetscenter.

Området, hvor centret opføres, er en del af et opland i kommunens spildevandsplan, hvor det tilstræbes, at regnvand nedsives som et led i klimatilpasningen. I forhold til centret meddelte Rudersdal Kommune nedsivningstilladelse den 24. februar 2015, således at tagvand og drænvand fra omfangsdræn fra ejendommen kunne pumpes til et regnbed. Overfladevand fra øvrige befæstede arealer på grunden ledes direkte til regnbedet. Kommunen var som grundejer ansvarlig for etablering, drift og vedligeholdelse af regnbedet.

En naboejendom oplevede problemer med oversvømmelser på sin grund, og ejeren anførte, at generne med oversvømmelse blev forværret efter etableringen af nedsivningsanlægget. Herefter blev sagen indbragt for Natur- og Miljøklagenævnet.

Nævnet udtalte, at det fremgik af kommunens spildevandsplan, at det normalt er en forudsætning for en nedsivningstilladelse, at der er dokumentation for, at nedsivningsanlægget dimensioneres, placeres og udføres på en måde, så der ikke opstår overfladisk afstrømning eller gener i øvrigt.

Det fremgik endvidere af spildevandsplanen, at det anbefales at benytte Spildevandskomitéens notat om ”Dimensionering af LAR-anlæg” som metodegrundlag. Nævnet fandt, at Spildevandskomitéens notat blev anvendt i den konkrete sag. Af notetat fremgår det, at det er en forudsætning for alle typer af anlæg, at underkanten af anlægget ligger mindst 1-2 m over højeste grundvandsspejl. Konkret fandt nævnet dog ikke denne forudsætning opfyldt, da afstanden fra underkanten af det omhandlede regnbed til det øverste grundvandsspejl var mellem 57-87 cm.

Nævnet fandt derfor, at Rudersdal Kommunes vurdering af anlæggets dimensionering er sket på fejlagtigt grundlag, da der er ikke var foretaget en tilstrækkelig vurdering af, om nedsivningsanlæggets dimensionering kunne skabe overfladisk afstrømning, overfladegener eller gener i øvrigt. Dette skulle anses for en væsentlig mangel, der medførte afgørelsens ugyldighed.

Nævnet har givet ophævelsen virkning fra den 1. september 2017.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 26. januar 2017 (NMK-10-00924) kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.