Ordregiver kan annullere et udbud, hvis det ikke sker for at forfølge et usagligt formål

Ved en fejl havde ordregiver sendt forkert tegningsmateriale afsted under en offentlig licitation. Ordregiver annullerede derfor udbuddet. Klager fik ikke medhold i, at annullationen var usaglig.

Sagen drejer sig om Norddjurs Kommunes offentlige licitation vedrørende en ny daginstitution i Grenaa.

Entreprisen havde allerede været annulleret 2 gange, da Norddjurs Kommune annullerede for tredje gang.

Efter den tredje annullation klagede Tømrermester Hans Kirk Randers A/S imidlertid over, at annullationen var usaglig, eftersom alle tilbudsgivere efter Tømrermester Hans Kirk Randers A/S’ opfattelse havde forstået tegningsmaterialet på trods af fejlen heri.

Klagenævnet tog ikke klagen til følge, da Norddjurs Kommune var berettiget til at annullere:

”Norddjurs Kommune har erkendt, at tegningsmaterialet stammede fra den tidligere licitation af 18. december 2013, og at der – ved en fejl – ikke var blevet foretaget den fornødne tilretning heraf i forhold til den nye fagbeskrivelse for tømrerentreprisen, som tillod anvendelse af enten organiske eller uorganiske tagkassetter.

En ordregiver kan lovligt annullere et udbud eller en licitation, hvis annullationen ikke forfølger et formål, der er i strid med ligebehandlingsprincippet eller i øvrigt må anses for usagligt, jf. herved Højesterets dom af 18. august 2011 (trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2011, side 3129). På den anførte baggrund er der efter klagenævnets vurdering ikke grundlag for at antage, at Norddjurs Kommune ved annullationen har forfulgt et formål, der er i strid med ligebehandlingsprincippet, eller i øvrigt må anses for usagligt.”

Det fik heller ikke betydning, at alle tilbudsgivere efter klagers opfattelse havde forstået tegningsmaterialet korrekt i forbindelse med deres tilbudsafgivelse, da Klagenævnet vurderede, at dette ikke var tilfældet.

Klagenævnet undlod i øvrigt at tage stilling til alle klagers påstande, da Klagenævnet kan afgøre en klagesag helt eller delvist, jf. § 10, stk. 2 i håndhævelsesloven.

Kommentar: For god ordens skyld skal det bemærkes, at en ordregiver ikke er forpligtet til at indgå en aftale med vinderen efter et udbud. Følgelig er adgangen til at annullere et udbud også nærmest fri. Begrundelsen for at annullere et udbud må blot ikke være usaglig, dvs. annullationen eksempelvis ikke må ske for at tilgodese en bestemt tilbudsgiver, der måtte være kommet i tidsnød. Andre grunde vil dog ofte kunne bære, at udbuddet annulleres.

Klagenævnet for Udbuds kendelse af 20. marts 2015 (tilbudsloven), Tømrermester Hans Kirk Randers A/S mod Norddjurs Kommune, kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.