Ny projektbekendtgørelse

Som følge af Energiaftalen af 2018 sker der en række væsentlige ændringer af projektbekendtgørelsen.

Bekendtgørelse nr. 825 af 24. juni 2016 om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (projektbekendtgørelse) ændres, idet Energiaftalen af 2018 forudsætter ændringer til bl.a. kraftvarmekrav, brændselsbindinger og tilslutningspligten.

Den foreslåede bekendtgørelse medfører bl.a. følgende væsentlige ændringer:

  • Ophævelse af blokvarmecentralers aftagepligt. Efter den gældende projektbekendtgørelse skal blokvarmecentraler tilsluttes fjernvarme- og naturgasnettet, ligesom de er forpligtede til at aftage varmen herfra. Forpligtelsen ophæves for nye blokvarmecentraler.
  • Ophævelse af kraftvarmekravet og brændselsbindinger til naturgas i mindre områder. Mindre områder udgør fjernvarmenet, som i 2015-2017 leverede mindre end 500 TJ varme an net i gennemsnit pr. år. Derudover omfattes også godkendte projektforslag, som har en dimensioneret varmeleverance på under 500 TJ an net pr. år.
  • Ny godkendelsesproces for biomasse og brugerøkonomikrav. Der stilles nu yderligere krav til biomasseprojekter som led i godkendelsen. Biomasseprojekter vil i en periode på 3 år både skulle opfylde kravet om positiv brugerøkonomi og give en god brugerøkonomi på i alt 1.500 kr. inkl. moms pr. år pr. husstand. Brugerøkonomien skal ses relativt til alternativet varmepumpe eller næstbedste alternativ. Kravet er midlertidigt og gælder kun til den 1. januar 2022. Kravet finder kun anvendelse i mindre fjernvarmeområder.
  • Ny indberetning. Som led i Energistyrelsens monitorering af biomasseprojekter skal kommuner indberette oplysninger om anlægget til styrelsen.
  • Nyt om beregningsforudsætninger. Der stilles nu krav om ansøgerens dokumentation for de forudsætningsvalg, der foretages i forbindelse med udarbejdelse af projektforslaget. Det præciseres, at det skal være de på ansøgningstidspunktet senest udmeldte beregningsforudsætninger, der skal anvendes. En projektansøgning skal endvidere opdateres med de nyeste beregningsforudsætninger, hvis projektet ikke er godkendt senest 1 år fra ansøgningen. Hertil kommer, at kommunen på et hvilket som helst tidspunkt kan forlange, at forudsætningerne opdateres.

Høringsfristen er udløbet. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2019.

Energistyrelsens høringsudkast af 2. november kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.