Selvom det eventuelt allerede fremgår af miljøvurderingen, hvordan vedtagelsen af et plangrundlag vil påvirke handelslivet, kan det ikke erstatte den detailhandelsredegørelse, som også skal foreligge efter planloven. Det fastslår Planklagenævnet i en ny afgørelse.

Vejle Kommune havde vedtaget en lokalplan og et kommuneplantillæg. Plangrundlaget udlagde et område til centerområde, hvor der bl.a. var nogle eksisterende butikker og en gammel godsbanebygning.

Efter planlovens § 11 e, stk. 3, skal kommunen ved planlægning for detailhandel bl.a. redegøre for omfanget af det eksisterende bruttoetageareal til butiksformål og behovet for nybyggeri. Redegørelsen skal også forholde sig til de mål, som kommunen har opsat for detailhandelsstrukturen.

Det havde Vejle Kommune ikke gjort. Som erstatning for den manglende detailhandelsredegørelse henviste kommunen i stedet til miljøvurderingen, hvor nogle af oplysningerne fremgik.

Planklagenævnet fandt dog ikke, at det var tilstrækkeligt. Da kommuneplantillægget derfor led af en væsentlig retlig mangel, ophævede nævnet kommuneplantillægget og som følge heraf også lokalplanen.

Kommunen ville trods ophævelsen af plangrundlaget fortsat kunne vedtage dette på ny. Derfor tog nævnet under alle omstændigheder også stilling til, om miljøvurderingen levede op til de krav, der følger af miljøvurderingsloven, og om kommunen havde fulgt de regler, der gælder for vedtagelsen af lokalplaner.

Nævnet fandt, at lokalplanen var vedtaget efter reglerne, idet kommunen navnlig havde overholdt officialprincippet og partshøringsreglerne.

For så vidt angik miljøvurderingen, tog nævnet bl.a. stilling til, om havnen måtte anses for en berørt myndighed og derfor skulle have været hørt. Det fandt nævnet dog ikke, var tilfældet. Nævnet fandt også, at kommunen havde inddraget de indkomne indsigelser til miljørapporten tilstrækkeligt ved at gengive dem i et notat til byrådet. Kommunen var således ikke forpligtet til at besvare eller imødekomme indsigelserne enkeltvis.

Det kunne heller ikke som anført af klagerne kræves, at miljørapporten også forholdt sig til de økonomiske konsekvenser for detailhandlen. Sådanne hensyn er isoleret set nemlig ikke omfattet af miljøvurderingsloven. Det samme gjaldt konsekvenserne af et eventuelt salg af godsarealet, fordi miljøvurderingsloven heller ikke omfatter ejer- og brugerforhold.

Oplysningerne om trafik var også tilstrækkelig. Om det bemærkede nævnet, at miljørapporten tog udgangspunkt i kommunens trafikmodel, som omfatter hele kommunen og beregner trafikken og ruterne i overensstemmelse med den eksisterende infrastruktur og demografiske forhold.

Interessant nok fremgår det ikke, om den underliggende trafikmodel også var miljøvurderet. Nævnets afgørelse må dog under alle omstændigheder nok forstås sådan, at trafikmodellen ikke anses for en plan eller et program i miljøvurderingslovens forstand. Afgørelsen er i givet fald på linje med Miljøstyrelsens udkast til vejledning om miljøvurderingsloven. Her antages det netop, at miljøvurderingsloven ikke omfatter mere indirekte beskrivelser og aktiviteter i form af f.eks. dataindsamling.

Planklagenævnets afgørelse af 15. maj 2019 kan læses her.