Lovforslag om kystbeskyttelsesanlæg i høring

Energistyrelsen har sendt et lovforslag i høring, som bl.a. går ud på at fravige reglerne om lokalplanpligt ved etablering af kystbeskyttelsesanlæg.

Lovforslaget indgår blandt de initiativer, som regeringen lancerede i august 2017 for at gøre det lettere for borgere og kommuner at kystsikre og klimatilpasse ejendomme og udsatte områder.

Lovforslaget indebærer for det første, at der i kommuneplanerne fremover skal fastlægges retningslinjer om udpegning af områder, der kan blive udsat for oversvømmelse eller erosion. Hvis der i sådanne områder planlægges for byudvikling eller særlige tekniske anlæg m.v., skal kommuneplanen endvidere indeholde retningslinjer for etablering af afværgeforanstaltninger til sikring mod oversvømmelse eller erosion i de udpegede områder.

Afværgeforanstaltninger kan f.eks. være kystbeskyttelse, håndtering af havvand, nedbør og vandløb eller særlige krav til bebyggelsens placering, udformning, kote m.v.

Tilsvarende udvides lokalplankataloget med en mulighed for at optage bestemmelser i lokalplanen om etablering af afværgeforanstaltninger som betingelse for ny bebyggelse. Det har kommunen endvidere pligt til, hvis området er udpeget som udsat for oversvømmelse eller erosion i kommuneplanen, og der planlægges for byudvikling eller særlige tekniske anlæg m.v.

For det andet får kommunalbestyrelsen mulighed for med en ny bestemmelse i planlovens § 13, stk. 8 at fravige kravet om at tilvejebringe en lokalplan (lokalplanpligten) ved etablering af et kystbeskyttelsesprojekt eller projekt om ændring af et kystbeskyttelsesanlæg.

Det forudsætter dog, at tilvejebringelsen af en lokalplan vil forsinke processen med etablering af kystbeskyttelsesanlægget væsentligt. Som eksempel nævnes i lovforslaget tilfælde, hvor lokalplanen er blevet ophævet af Planklagenævnet i forbindelse med en klage over lokalplanen, og der derfor skal udarbejdes en ny lokalplan.

Herudover skal der foreligge særlige omstændigheder, der gør, at forsinkelsen kan få en væsentlig negativ betydning. De særlige omstændigheder kan ifølge lovforslaget være af private eller samfundsøkonomiske hensyn i forhold til økonomi, forurening, miljø, sundhed osv.

Høringsfristen udløber den 18. oktober 2017.

Udkastet til lovforslaget af 14. juni 2017 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.