Lokalplan i strid med planlovens detailhandelsregler

Natur- og Miljøklagenævnet har ophævet en lokalplan, som muliggjorde en etablering af en dagligvarebutik på maksimalt 1.000 m2, mens andre butikker ikke måtte have et bruttoetageareal på mere end 200 m2.

Det samlede bruttoetageareal til butiks- og servicefunktioner måtte ikke overstige 1.200 m2. Området var ikke udlagt som lokalcenter i kommuneplanen. Lokalplanlægningen skulle derfor ske med afsæt i planlovens § 5n, stk. 1, nr. 2 om planlægning for enkeltstående butikker og de krav, der gælder herfor, herunder udgangspunktet om en minimumsafstand til andre butikker på 500 m.

Da lokalplanens planlægning for dagligvarebutikken på 1.000 m2 og for flere andre mindre butikker ikke kunne leve op hertil, blev lokalplanen ophævet som ugyldig, da den var vedtaget i strid med § 5n, stk. 1, nr. 2. Hvis kommunen ønskede at planlægge for et lokalcenter med flere butikker, måtte planlovens regler herfor iagttages.

Nævnet konstaterede herudover, at det ikke var muligt at udlede et præcist maksimalt bruttoetageareal for de enkelte butikker i lokalplanen (bortset fra dagligvarebutikken på maksimalt 1.000 m2). Det skyldtes dels, at bestemmelsen om bruttoetagearealer inkluderede servicefunktioner, dels at der var indbyrdes modstrid i bestemmelserne om det maksimale bruttoetageareal for de mindre butikker, som et sted var angivet til 200 m2 og et andet sted til maksimalt 500 m2. Det var heller ikke muligt at udlede et præcist, samlet bruttoetageareal til butikker i lokalplanområdet, da det samlede areal til butikker var opgjort inklusiv servicefunktioner. Da lokalplanen herefter ikke indeholdt en præcis angivelse af det maksimale bruttoetageareal for de enkelte butikker og det totale, maksimale bruttoetageareal for butikker i hele lokalplanens område, var kravene i planlovens § 15, stk. 8 heller ikke opfyldt, og lokalplanen var også af den grund ugyldig.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse i sagerne NMK-33-02828, NMK-34-00437 og NMK-41-00310 af 8. december 2015 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.