Kommune havde ikke foretaget tilstrækkelig undersøgelse af, hvorvidt olieudslip udgjorde en sundhedsrisiko

Natur- og Miljøklagenævnet har ophævet og hjemvist Middelfart Kommunes afgørelse om ikke at kræve yderligere undersøgelser eller oprensning i medfør af jordforureningslovens § 41. Baggrunden for afgørelsen var, at nævnet ikke fandt, at kommunen med tilstrækkelig sikkerhed havde dokumenteret, at restforureningen ikke kunne forurene grundvandet.

Sagen udspringer af en ulykke med en tankvogn, som væltede under kørsel på en vej. Ulykken medførte, at tankvognen sprang læk, hvorved der skete en olieforurening af rabatten over en strækning på ca. 30 m. Tankvognsfirmaet foranledigede straks oprensning af rabatarealerne gennem en rådgivende virksomhed. Den rådgivende virksomhed afleverede efterfølgende en rapport, som viste, at der var efterladt en restforurening.

Rapporten indeholdt blandt andet fire prøver, P1-P4. Prøverne viste, at der i gennemsnit var efterladt ca. 6,95 kg. På baggrund af rapporten vurderede kommunen, at den efterladte oliemængde maksimalt kunne være 28 kg. På baggrund af den vurderede restmængde, samt det forhold, at forureningen lå i vejrabatten, medførte, at der udelukkende ville være kontaktrisiko ved gravearbejder i vejrabatten. Kommunen fandt herefter, at det ville være uproportionelt at meddele påbud om yderligere undersøgelser eller oprensning, idet disse foranstaltninger ville være uforholdsmæssigt dyre i forhold til den mulige miljøgevinst, hvorfor kommunen traf afgørelse om ikke at meddele påbud.

Region Syddanmark klagede efter orientering om kommunens afgørelse, idet regionen konstaterede, at regionen manglede kommunens vurdering af, hvorvidt den efterladte restforurening nu eller i fremtiden kunne udgøre en risiko for grundvandet. Hvis kommunen kunne oplyse, at en sådan vurdering forelå, ville regionen trække klagen tilbage. Kommunen henviste som svar på regionens henvendelse til de samme forhold, som begrundede den trufne afgørelse, hvorefter regionen fastholdt klagen til Natur- og Miljøklagenævnet.

Natur- og Miljøklagenævnet udtalte indledningsvist, at proportionalitetsprincippet finder anvendelse i forhold til jordforureningsloven, herunder lovens § 41. Nævnet henviste i den forbindelse til Højesterets dom i U.20052923 H, hvor Højesteret udtalte, at proportionalitetsprincippet medfører, at restforurening uanset omkostningens størrelse som udgangspunkt ikke kan kræves fjernet, hvis der foreligger en høj grad af sikkerhed for, at den hverken aktuelt eller i fremtiden kan udgøre en miljø- eller sundhedsrisiko.

Herefter udtalte nævnet, at det efter nævnets opfattelse derfor er en nødvendig bestanddel af en afgørelse om at undlade at påbyde oprensning, at miljømyndigheden har gennemført en fyldestgørende risikovurdering, herunder at myndigheden har sikret sig dokumentation for, at restforureningen hverken aktuelt eller i fremtiden vil indebære en sundhedsrisiko. Nævnet erklærede sig herefter enig med regionen i, at der burde være foretaget en vurdering af, hvorvidt restforureningen udgjorde en fare for grundvandet, medmindre forureningen måtte anses for rent bagatelagtig, jf. Miljøstyrelsens vejledning 2/2009. Uanset om restforureningen måtte anses for en bagatel, eller om oprensning kunne undlades på baggrund af en risikovurdering, måtte det efter nævnets opfattelse under alle omstændigheder forudsætte, at forureningens udbredelse var dokumenteret ved afgrænsende prøver som beskrevet i vejledningen.

Da kommunen ikke havde foretaget sådanne prøver, og idet nævnet i øvrigt ikke kunne tiltræde kommunens beregninger, blev kommunens afgørelse herefter ophævet og hjemvist.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 1. december 2014 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.