Klagenævnet godkendte blandet evalueringsmodel

Klagen fik ikke opsættende virkning, da evalueringsmodel ikke var usædvanlig. Klagenævnet tog kun stilling til den påstand, der kunne medføre annullation.

Statens Serum Institut iværksatte den 20. maj 2015 et offentligt udbud efter udbudsdirektivet om en rammeaftale for levering af HPV-vacciner til det danske børnevaccinationsprogram. Omfanget blev skønnet til at udgøre 50.000-100.000 doser HPV-vaccine årligt. Tildelingskriteriet var fastsat til ”det økonomisk mest fordelagtige tilbud”.

Statens Serum Institut meddelte ved brev af 14. september 2015 Sanofi Pasteur MSD Denmark, at GlaxoSmithKline havde indgivet det økonomisk mest fordelagtige tilbud. Sanofi Pasteur MSD Denmark indgav den 24. september 2015 klage til Klagenævnet

Sanofi Pasteur MSD Denmark nedlagde 2 påstande, hvoraf Klagenævnet ved sin vurdering af, om klagen skulle tillægges opsættende virkning, kun tog stilling til påstanden vedrørende evalueringsmodellen, da alene denne påstand kunne føre til annullation.

Statens Serum Institut havde anvendt en evalueringsmodel, der bestod af en sproglig vurdering af tilbuddenes kvalitet og en pointmodel, som Klagenævnet betegnede som ikke usædvanlig. Da Sanofi Pasteur MSD Denmark i øvrigt ikke havde gjort anbringender gældende, der vedrørte evalueringsmodellen, men i stedet den kvalitative vurdering, var der i øvrigt ikke grundlag for at give Sanofi Pasteur MSD Denmark medhold.

Sanofi Pasteur MSD Denmark trak derefter klagen tilbage.

Klagenævnet for Udbuds delkendelse af 15. oktober 2015, Sanofi Pasteur MSD Denmark mod Statens Serum Institut, kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.