Klage over vandforsyningsplan afvist

Miljø- og Fødevareklagenævnet har afvist at realitetsbehandle en klage over Høje-Taastrup Kommunes indvindingstilladelse til et vandværk, da klagen reelt omhandlede forhold, der skal behandles i kommunens vandforsyningsplan.

Kommunen meddelte den 14. november 2017 en fornyet tilladelse til vandværket til indvinding af 165.00 m3 vand pr. år. Vandværket klagede over afgørelsen, da vandværket ikke fandt mængden tilstrækkelig til også at kunne forsyne en planlagt ny bydel, Nærheden, ved Hedehusene.

Vandværket klagede samtidig over, at Nærheden skal forsynes af den kommunalt ejede vandforsyning, og at vandværket ikke har været inddraget i planlægningen af Nærhedens byudvikling.

Miljø- og Fødevareklagenævnet udtalte, at indvindingstilladelser meddeles efter vandforsyningslovens § 20. Det er endvidere kommunen, der efter lovens § 14 er forpligtet til at udarbejde en vandforsyningsplan, der tilrettelægger vandforsyningen – og i den forbindelse angiver, hvilke anlæg forsyningen skal bygge på, og hvilke forsyningsområder de enkelte anlæg skal have. Proceduren for vedtagelsen og offentliggørelsen af en vandforsyningsplan er beskrevet i en bekendtgørelse til vandforsyningsloven. Kommunens vedtagelse af vandforsyningsplanen kan ikke påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Konkret fandt nævnet, at kommunen havde truffet en afgørelse om fornyelse af vandværkets indvindingstilladelse, og at der ikke ved afgørelsen var taget stilling til udstrækningen af vandværkets forsyningsområde. Forsyningen af Nærheden var derimod beskrevet i et tillæg til vandforsyningsplanen. Nævnet fandt derfor, at klagen reelt drejede sig om fordelingen af forsyningsområderne i vandforsyningsplanen – for hvilket der ikke er klageadgang.

Klagen blev derfor afvist.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 15. juni 2018 (NMK-42-00610) kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.