Frifindelse af overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 27 og husdyrgødningsbekendtgørelsen

Landsretten fandt ikke, at udbringningen af gylle, som forårsagede forurening på nabogrunden, var fortaget uforsvarligt, hvorfor tiltalte ikke havde overtrådt miljøbeskyttelseslovens § 27 og den dagældende husdyrgødningsbekendtgørelse.

Baggrunden for straffesagen mod tiltalte var, at kommunen havde fået en anmeldelse om forurening af gylle i et vandløb.

Efter afværgeforanstaltninger og yderligere undersøgelser lagde Kommunen til grund, at gyllen var spredt på tiltaltes mark, der skrånede svagt mod nord til naboejendommen, og at en del af gyllen var løbet fra tiltaltes mark til et vandhul på naboejendommen, hvorfra gylden via dræn havde spredt sig til vandløbet. Kommunen opkrævede 25.000 kr. fra tiltalte for udgifter til afværgeforanstaltninger, hvilket blev betalt, hvorimod tiltalte afviste at betale bødeforlæg, da han ikke mente, at han havde noget med forureningen at gøre.

Byretten fandt tiltalte skyldig, idet der ikke var foretaget sikring af måden, hvorpå gyllen blev udbredt, således at forurening kunne undgås. Tiltalte ankede til landsretten, hvor der var supplerende bevisførelse.

Landsretten lagde til grund, at det var ubestridt, at udbringningen af gylle skete i overensstemmelse med §§ 25 og 26 i den dagældende husdyrgødningsbekendtgørelse, da hverken årstid, markens hældning eller vejrforholdene kunne føre til det modsatte.

Efter bevisførelsen lagde landsretten til grund, at der ikke var noget ved vejrforholdene den pågældende dag, som kunne begrunde, at udbringningen var uforsvarlig, og at terrænforholdene udelukkede, at gyllen kunne afstrømme til den åbne grøft på tiltaltes ejendom. Endvidere lagde landsretten til grund, at vandhullet på naboens ejendom ikke var synbar fra tiltaltes ejendom, og at der ikke tidligere var sket afstrømning fra tiltaltes mark til vandhullet. Endelig lagde landsretten til grund, at der var udbragt en forholdsvis lille mængde gylle (10 tons/ha mod normalt 30-35 tons/ha), og at der ikke blev udbragt gylle nærmere end 36 meter til naboejendommen. Under disse omstændigheder fandt landsretten ikke, at tiltalte kunne være forpligtet til at foretage nærmere undersøgelser forud for udbringningen af gyllen, hvorefter tiltalte blev frifundet.

Vestre Landsrets dom af 26. maj 2015 nr. S-1294-14.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.