Ekspropriation til etablering af spildevandsledninger var nødvendig

Det var nødvendigt for virkeliggørelsen af kommunens spildevandsplanen, da Odsherred Kommune besluttede at ekspropriere et areal til etableringen af nogle transportspildevandsledninger. Ledningerne kunne nemlig ikke ligge et andet sted, fastslår Miljø- og Fødevareklagenævnet i en ny afgørelse.

Konkret medførte ekspropriationen pålæg af en ledningsservitut 1 meter på hver side af ledningen. Spørgsmålet var, om ekspropriationen opfyldte de betingelser, som efter praksis gælder om, at ekspropriationen skal være 1) lovlig, 2) tidsmæssigt aktuel og 3) nødvendig for realiseringen af ekspropriationsformålet i den konkrete situation.

Lovlighedskravet betyder ved ekspropriation til spildevandsanlæg bl.a., at spildevandsplanen skal være tilstrækkelig præcis til at kunne danne grundlag for ekspropriation til etablering af spildevandsledninger på ejendommen. Nævnet fandt, at det var tilfældet her, og henviste bl.a. til, at de pågældende ejendomme var optaget på spildevandsplanens bilag som ejendomme, der kunne forventes at blive pålagt servitut, ligesom det fremgik af kortbilagene, at der skulle placeres en afskærende kloakledning tværs over den ene ejendom.

Ekspropriationen blev også anset for aktuel, da det fremgik af spildevandsplanen, at spildevandsledningen på klagers ejendom forventedes etableret i 2016, hvilket var samme år som afgørelsestidspunktet.

Om ekspropriationen også måtte anses for nødvendig, afhang ifølge nævnet bl.a. af, om der var realistiske alternativer til placeringen af det aktuelle projekt. Herom bemærkede nævnet, at ledningen var en gravitationsledning, der var afhængig af de rigtige terrænforhold. En nordligere linjeføring langs klagers skel ville imidlertid bringe ledningen ned i et lokalt terrænlavpunkt ved det nordvestlige hjørne af matriklen. Flytning af ledningen ville derfor kræve en betydelig ændring af linjeføringen. Derfor fandt nævnet også, at ekspropriationen måtte anses for nødvendig.

Da nævnet herudover ikke havde noget at udsætte på kommunens gennemførelse af ekspropriationen som sådan, stadfæstede nævnet kommunens afgørelse.

Det mest bemærkelsesværdige ved afgørelsen er formentlig, at nævnet principielt set stillede sig åben over for en flytning af ledningen, selvom det af spildevandsplanens kortbilag allerede fremgik, at der skulle placeres en afskærende kloakledning tværs over den ene ejendom. Det skal dog formentlig ses i lyset af, at ekspropriationshjemmelen i miljøbeskyttelseslovens § 58 forholder sig til ekspropriationens nødvendighed i forhold til det konkrete anlæg og ikke gennemførelsen af den underliggende spildevandsplan.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 20. december 2017 (NMK-10-01118) kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.