Ansøgninger om råden over vejareal skal fremover indsendes digitalt

Med virkning fra den 1. december 2014 skal ansøgninger om opgravning mv. af offentlige vejarealer og anbringelse af genstande på offentlige vejarealer, jf. vejlovens §§ 101 og 102, indgives digitalt ved hjælp af den digitale selvbetjeningsløsning, som vejbestyrelsen skal stille til rådighed. Tilsvarende gælder for ansøgning om særlige parkeringstilladelser efter vejlovens § 10, stk. 2. Ansøgninger, som ikke indgives ved digital selvbetjening, skal afvises. Vejbestyrelsen er dog også tillagt hjemmel til at dispensere herfra i særlige tilfælde. De nye regler er indsat som nye bestemmelser i vejlovens §§ 102a og § 107a. Der er indsat en tilsvarende bestemmelse som en ny § 70a i privatvejsloven vedrørende ansøgninger efter denne lovs § 66, stk. 1, og §§ 67-69.

Ændringen af reglerne for indgivelse af disse specifikke ansøgninger efter vejloven og privatvejsloven sker som led i det overordnede formål med, at borgerne fra slutningen af 2014 skal anvende digitale selvbetjeningsløsninger på udvalgte områder ved henvendelser til det offentlige. De nye regler er et led i udmøntningen af den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, og skal bl.a. ses i sammenhæng med, at der fra den 1. november 2014 er krav om, at alle borgere skal have en digital postkasse, dvs. i lighed med det, som allerede gælder for virksomheder.

Reglerne gælder såvel for virksomheder som for private. Det fremhæves i bemærkningerne til lovforslaget, at vejbestyrelsen i forbindelse med udformningen af de digitale løsninger også skal være opmærksom på, at der kan forekomme tilfælde, hvor der skal partshøres inden der gives tilladelse iht. §§ 101 eller 102. De nye bestemmelser i § 102a og § 107a, samt i privatvejslovens § 70a, giver tillige vejbestyrelsen hjemmel til i særlige tilfælde at undlade afvisning af ansøgninger, som ikke er indgivet digitalt. Bemærkninger til lovforslaget giver forskellige eksempler på, hvornår der kan være tale om særlige forhold, jf. nedenstående link til lovændringen med tilhørende bemærkninger.

Det følger af § 102a, stk. 4, og § 107a, stk. 4, samt den tilsvarende bestemmelse i privatvejslovens § 70a, stk. 4, at en digital ansøgning skal anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for kommunen. Det ligger heri, at det ikke er afgørende, hvornår kommunen ”åbner” ansøgningen eller anmeldelsen. En ansøgning der er tilgængelig i kommunens system kl. 23:59 skal derfor anses som modtaget den pågældende dag, selv om tidspunktet er uden for normal åbningstid, hvorfor der ikke sidder en medarbejder på kommunen og gør sig bekendt med ansøgningen på dette tidspunkt.

Lov nr. 552 af 2. juni 2014 om ændring af bl.a. privatvejsloven og lov om offentlige veje i forbindelse med overgang til digital selvbetjening kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.